Loading...

Træets kvalitet er afgørende

Når du skal bygge et bjælkehus er træets kvalitet helt afgørende.

Frøslev Træhuse laves af marvfri gran af god nordskandinavisk kvalitet

  1. I de nordlige dele af Skandinavien vokser træet langsomt, hvilket giver træet en tæt vedstruktur (små årringe). Det giver hårdere og mere harpiksholdigt træ, der hjælper med til at bevare træet.
  2. Gran har en cellestruktur, der gør at tørt gran er lukket for vandindtrængning og derfor bliver mere stabilt end f.eks. fyr. Det er også en fordel, når træet senere skal behandles med træbeskyttelse. Gran er også en let træsort, der villigt lader sig forme. Derfor er der tradition i både Norge og Sverige for, at træhuse bygges i gran. Det er i øvrigt også årsagen til, at joller før i tiden blev bygget af gran.

  3. Bortskæring af marven (det inderste af træet) giver langt færre revner i det færdige produkt. Desuden vendes træet i forarbejdningen, så marvsiden (den ældste og hårdeste del af træet) altid vender udad på de færdige bjælker. Revner kan desværre ikke undgås, men denne metode minimerer revner og de fleste kommer på indersiden af ydervæggen, hvor de ingen betydning har, og heller ikke kan ses (læs mere om træets opskæring på vor hjemmeside under Produkter - Spærtræ/tømmer - Opskæring).

Egenskaber og kvalitet

Rødgran kan blive mellem 80 og 100 år, op til 30-40 m høj og med en stammediameter på op til 100 cm. Veddet er hvidligt til gulligt afhængigt af voksested, men et af grans karakteristika er netop det lyse / hvide ved. Der er ofte synlige harpikslommer med flydende harpiks. Veddet har tydelige årringe med markant forskel på vår- og høstved. Jo langsommere vækst, jo smallere årringe og jo højere densitet. Årringenes bredde kan variere særdeles meget i gran afhængigt af voksested. Der findes specielt områder i den nordlige del af Skandinavien og dele af Baltikum, hvor væksten er langsom, og det giver fin kvalitet på træet. Der findes ingen opdeling mellem kerne- og splintved i gran. Til gengæld har gran en speciel vedstruktur, der gør, at tør gran har lukkede celler. Dette umuliggør imprægnering, men samtidig også indtrængning af vand. Desuden er gran lettere end fyr og også mere bøjelig. Det gør, at gran er særdeles velegnet til en lang række formål.

keyboard_arrow_up