Saturemf1

Frøslev Træ udvikler miljøvenligt alternativ til den traditionelle trykimprægnering

Som et nybrud lancerer træproducenten Frøslev Træ i samarbejde med Bollerup Jensen, der er specialiseret i at producere miljøvenlige silikat-, sæbe- og rengøringsmaterialer, nu en naturlig træimprægnering fri for miljøskadelige stoffer med unikke egenskaber.

Den nye imprægneringsmetode, som har til formål at forlænge træets holdbarhed, kan i funktionalitet hamle op med den traditionelle trykimprægnering, der er anvendt af byggebranchen gennem næsten 200 år.

Sand og vand. Sådan lyder basen i Frøslevs nye, naturlige træimprægnering, der er fri for miljøskadelige stoffer, og som gennemtestet i funktionalitet kan leve op til den næsten 200 år gamle, traditionelle trykimprægnering.

Træproducenten har i samarbejde med Bollerup Jensen, der er specialiseret i at producere miljøvenlige silikat-, sæbe- og rengøringsmaterialer, brugt de sidste ti år på at udvikle Frøslev Sature®, der i al sin enkelthed er silikatimprægneret fyrretræ fra certificerede, nordiske skove.

- Frøslev Sature® er en vision, som nu endelig er blevet til virkelighed. I Frøslev arbejder vi hver dag for at udvikle træets bæredygtige anvendelse, således det kan blive en stadigt større del af fremtidens byggeri. Træet har mange utrolige egenskaber, herunder dets fornybarhed og evne til at trække CO2 ud af atmosfæren. Samtidigt stiller samfundet i stigende grad krav til, at behandlingen af træ får en endnu mere bæredygtig profil, og det er vores ansvar at tilbyde det. Derfor har vi siden 2011 haft en vision om at skabe Frøslev Sature®, der er en af Frøslevs største investeringer nogensinde, og resultaterne giver os høje forventninger til lanceringen af den nye behandlingsmetode, fortæller administrerende direktør i Frøslev, Martin L. Petersen, og fortsætter:

- Frøslev Sature® er nemlig en naturlig og miljøvenlig behandling, som kan være med til at rykke byggebranchen i en endnu mere bæredygtig retning. Her giver silikatprocessen en fysisk virkende beskyttelse, hvor træet mineraliseres, så de trænedbrydende organismer fysisk ikke kan gå i det, samtidig med at træets styrke øges. Det er en modsætning til den traditionelle trykimprægnering, der nok har gode fordele i mange sammenhænge, men samtidigt også er behandlet med kemikalier.

Beskyttet proces

Under udviklingen af Frøslev Sature® stiftede Frøslev og Bollerup Jensen sammen virksomheden Preservation Technologies, hvor virksomhederne i samarbejde har udviklet imprægneringen, der beskytter træ mod råd, og som hele tiden har været en rettighedsbeskyttet proces.

- Silikatimprægnering er faktisk 100 år gammel visdom, der er gået i glemmebogen. Vi vidste derfor, at silikat kunne bruges på overflader, men der var ingen, der havde bevist, at det kunne komme helt ind i træet. Det har været en proces, som vi har brugt lang tid på at teste af i forskellige miljøer, og i fælles samarbejde er vi lykkedes med at videreudvikle silikatbehandlingen og har fremstillet en unik formel, der kan bruges til at imprægnere træ under tryk, forklarer Frode Dale, der er administrerende direktør hos Bollerup Jensen. Han suppleres af Martin L. Petersen:

- Vores opgave har været at udvikle en silikatformel, som ikke bare kunne trykkes ind i overfladen af træet, men kunne gennemimprægnere splintveddet i træet. Og det er os bekendt ganske unikt. Den væske, vi havde fra begyndelsen, havde ikke den evne, så det har været et stort udviklingsarbejde med flere forbedringer og nybrud, før vi fandt frem til den særlige væske, vi bruger i dag, siger han.

Ombygger anlæg og sikrer forsyningskæder

I en tid, hvor der er ekstra stort fokus på forsyningskæder og manglende byggematerialer, har Frøslev valgt at ombygge et af virksomhedens eksisterende anlæg, således Frøslev selv har kontrol over hele processen og dermed selv producerer Frøslev Sature®.

- Frøslevs koncept er blandt andet defineret af, at vi står for en stor del af produktionen selv, således vi kan opholde vores leverancegrad, ikke mindst i tider med knaphed og volatilitet. Derfor har vi valgt at ombygge et af vores eksisterende anlæg, så vi selv producerer og leverer Frøslev Sature®. Det giver fuld kontrol over forsyningskæden – og det er vigtigt for os og vores kunder, forklarer Martin L. Petersen og tilføjer:

- Vi lancerede Frøslev Sature® til det tyske marked sidste år, og det har været med stor succes. Derfor er vi nu klar til for alvor at gå i luften med den nye imprægneringsmetode i Danmark. Vi tror og håber, at Frøslev Sature® vil blive lige så efterspurgt på det danske marked som i Tyskland.

Frøslev Sature® bliver en lagervare, som kan købes hos diverse tømmerhandler og byggecentre fra april 2022.